Foto: Niklas Zenius Jespersen
Derfor er denne tale interessant:
Harald Toksværds tale fra 2019 er et eksempel på den ultimative grad af kairos (at gribe øjeblikket og gøre det til sit eget). Da Toksværd træder op på talerstolen, sker det efter en måned lang blokade på Københavns Universitet, hvor der er varslet nedskæringer på de humanistiske uddannelser.
Talen er især interessant, fordi Harald Toksværd “kaprer” talerstolen og selv erobrer taletid i universitetets ledelse og Dronningens tilstedeværelse. Talen gjorde Harald Toksværd til talsperson og ansigt for hele studenterblokaden, der gav ham direkte adgangsbillet til adskillige interviews og TV-programmer efterfølgende. Det var med til at gøre blokaden på Københavns Universitet til et nationalt anliggende.
Derudover udgør talen et spændende etisk brud (decorum) i en retorisk situation, hvor Toksværd må etablere sin egen berettigelse til at tale og kompensere for et asymmetrisk magtforhold Toksværd og publikum imellem.
Den retoriske situation:
Da Harald Toksværd kaprer talerstolen ved Københavns Universitets årsfest, gentager han en begivenhed, der første gang udspillede sig i 1968. Dengang erobrede den psykologistuderende Finn Ejnar talerstolen i forbindelse med studenteroprøret. De studerende på landets universiteter ønskede dengang et opgør med professorvældet, og i den forbindelse blev Finn Ejnar en prominent skikkelse.
Toksværds kapring af talerstolen sker som kulminationen på en måned lang protest foran dekanens kontor orkestreret af HUM-rådet som reaktion på de varslede nedskæringer af de humanistiske uddannelser. Blandt publikum sad bl.a. Dronning Margrethe og ledelsen af Københavns Universitet.
Talen var det ene af to ben, som aktionen til årsfesten hvilede på. Det andet ben var en demonstration foran selve årsfesten, hvor de studerende imiterede en begravelse for de fag, som stod til at skulle sammenlægges.
Talen
Finn Ejnar fik tre minutter. Men Finn Ejnar taler ikke i dag. For Finn Ejnar, han er død. Og gudskelov for det.
For tænk, hvis han havde set, hvad der er blevet af hans revolution. Tænk, hvis han havde set den kabale af gamle mænd, der sidder her i deres hemmelige hule og klapper hinanden tilfreds på ryggen i hans navn. Der bruger hans kamp som et røgslør for deres egen ligegyldighed og deres fede pengepunge.
Men nu sidder vi på jeres gang. For at minde jer om, hvorfor den er der. At den er der for os, og ikke for jer. For mens I sidder her med champagne i kappe og kæde, kæmper vi for vores uddannelser. Og vi vil ikke ignoreres.
I ønsker at se os som børn, der kan smides i seng, når vi bliver for højlydte. Men vi er flere end jer, og stærkere. Og vi vil ikke ignoreres.
Hvis der er krise på KU, hvis besparelserne strammer, så vil vi være med – for det er vores fremtid, det handler om. Vi vil ikke tales efter munden, vi vil ikke være stille, og vi vil ikke ignoreres.
Københavns humanister er færdige med at blive tæsket i stilhed. Vi accepterer ikke jeres forringelser og jeres forkvaklede new public management. I får jeres gang tilbage, når I er klar til at snakke sammen som voksne mennesker.
Finn Ejnar ville et radikalt anderledes samfund og et anderledes universitet. Han fik et par symbolske studenterposter og en fast plads på podiet til årets største pamperfest. En ny overklasse af socialliberale bureaukrater, der kunne tale hans efterkommere efter munden, når de kæftede op igen. Men Finn Ejnar græder ikke i dag. For Finn Ejnar, han er død. Og gudskelov for det.
Finn Ejnar er død. Men vi lever. Og vi vil ikke ignoreres.
Det siger retorikerne:
Talen er interessant, da den er en del af en større moderne tendens, hvor talere lægger ansigt eller stemme til en større bevægelse, som vi også har set det med Greta Thunberg, George Floyd og Alexei Navalny. Da Harald Toksværd kaprer talerstolen til årsfesten på Københavns Universitet, bliver han ansigtet og stemmen for de studerendes oprør mod nedskæringerne på de humanistiske uddannelser.
Netop derfor er det interessant at analysere, hvordan Toksværd opbygger sin etos gennem talen. Her ser vi to tendenser; dels låner han etos fra Finn Ejnar, dels benytter Toksværd sig af en iøjnefaldende høj stil for på den måde at fremføre sig som den veltalende frontfigur, der kan sætte ord på situationen.
Spørgsmålet er, om Toksværds fokus på at opbygge etos i sidste ende kan sløre for det overordnede formål med talen – nemlig at hindre nedskæringerne på det humanistiske fakultet.
På den ene side formår Toksværd at positionere sig som den klassiske humaniorastuderende. Med sine mange referencer til religionsvidenskab fungerer talen som et overordnet belæg for kvaliteten af de humanistiske uddannelser. Samtidig etablerer Toksværd sin agency og berettiger at det netop er ham, som er blevet talerør for de studerende.
Omvendt oplever vi, at Toksværds forsøg på at leve op til det faktiske publikum og demonstrere sin kunnen som retor sker på bekostning af, at han får formidlet et klart og tydeligt budskab om, hvad der skal ske fremadrettet.
I stedet udfolder Toksværd et billede af fortidens idealer og italesætter, hvordan de er blevet glemt. Han bruger fortiden til at sige noget om, hvordan vi har fejlet i nutiden. Effekten bliver, at talen lukker sig om Harald Toksværd og hans person, mens perspektivet på fremtiden ligger overset hen.